Leymebamba Museum
Lambayeque, Peru
Museets arkitektoniske design afspejler lokale byggeskikke, hvor der er anvendt regionale byggemetoder og materialer i opførelsen. Museet omgives af haver fyldt med rig og varieret hjemmehørende flora, mens en orkidéhave udstiller over 100 forskellige arter af oprindelige orkidéer. Udover de tre museumsafsnit, der er dedikeret til arkæologiske fund fra Laguna de Los Cóndores, viser et etnografisk rum de varierede livsstile hos områdets moderne indbyggere. Et femte rum er indrettet til kulturelle og videnskabelige aktiviteter. Museo Leymebamba Associasion, bestående af indbyggere i Leymebamba og repræsentanter fra Centro Mallqui, vidner om lokalbefolkningens aktive engagement og interesse i museumsprojekter og initiativer til gavn for fællesskabet.
Inka-keramik
Dybt inde i tågeskoven, som dækker de østlige skråninger af Huallaga vandløbssystemet, troner en række stenhuse til begravelse højt over en sø. Skjult på en hylde udhugget i en kalkstensklippe 100 meter over Laguna de Los Cóndores har disse konstruktioner stået uberørte af mennesker i næsten 500 år. Bestående af seks intakte chullpas (tunnelignende gravkamre) og fundamenterne til en syvende er begravelsesstedet et af 18 fundne begravelsesområder på kalkstensklipperne over søen. Selvom landarbejdere, der opdagede stedet i slutningen af 1996, hamrede igennem gravene, skar mumieindpakninger op med macheter og ødelagde værdifuld kontekstuel information, viser de over 200 mumieindpakninger og et bredt udvalg af gravgods, at fundene stammer fra Chachapoya-perioden (ca. 800-1470 e.Kr.), Chachapoya-Inka perioden (ca. 1470-1532) og den tidlige kolonitid (ca. 1532-1570).
Chachapoya-ruiner
Byggerne af gravene udnyttede en naturlig hylde i kalkstensklippen. Gravene ligger op ad klippen, som fungerer som deres bagvæg. Byggerne har tilpasset hylden ved at jævne gulvet og udhugge mindre hylder i klippen, hvor der er bygget lave mure af sten sat i muddermørtel, som understøtter chullpas’ bagtag. Hver grav er cirka 3 meter høj og opdelt i to niveauer med en platform af små træstammer. Strukturerne er omtrent kvadratiske og opført af kalkstensblokke sat i muddermørtel. Alle chullpas vender ud mod søen og den gamle bosættelse Llaqtacocha.
Chachapoya-folket
I en afsides del af det nordøstlige Peru - omfavnet af Marañón-floden mod vest og nord samt Huallaga-floden mod øst - herskede det gamle Chachapoya-folk over et stort område. I dag præsenterer området deres karakteristiske gravklipper og landsbyer med cirkulære bygninger. Som frygtede krigere og berømte shamaner blomstrede Chachapoya fra omkring år 800 e.Kr. indtil deres voldelige erobring af inkaerne i 1470’erne. I dag kæmper arkæologer mod gravrøvere og sabotører for at redde levnene af denne store, men lidt kendte civilisation. På trods af over hundrede års udforskning og nyere arkæologiske og arkivundersøgelser er vores forståelse af områdets forhistorie stadig fragmenteret.
Beviserne peger på, at det gamle Chachapoya-folk nogle gange interagerede med kulturer øst, vest og nord for Marañón, mens de på andre tidspunkter blomstrede i relativ isolation. Selvom Chachapoya deltog i det større andinske kulturområde, udtrykker deres kunst og arkitektur en modig og selvstændig ånd, som adskiller dem fra deres naboer. Den 'klassiske' Chachapoya-civilisation – med sine karakteristiske cirkulære konstruktioner og murstensfriser – menes at have taget form omkring år 800 e.Kr. og fortsat ind i inkatiden, ca. 1470-1532.